Etroplus canarensis.



Etroplus maculatus.



Etroplus maculatus.



Etroplus
Day 1878.

Tekst og fotos © Tonny Brandt Andersen.

De få Asiatiske Cichlidearter har en begrænset udbredelse ved den Indiske halvø og Sri Lanka. Og for at finde ud af hvorfor enkelte Cichlider lever så langt fra de øvrige Cichlider, er det nødvendigt at sætte sig ind i klodens udvikling de sidste 200 millioner år. Man får så svar på flere af sine spørgsmål, også nogle man ikke havde tænkt over i første omgang, men kort fortalt, er det Geologen Alfred Wegener's teori om kontinentaldrift, et nordligt og et sydligt kontinent: "Lauasia" og "Gondwanaland", der lægger de afgørende brikker på plads i puslespillet.
Cichlidernes udvikling er foregået på det sydlige kontinent som hedder Gondwanaland, alt imens det gik i flere små stykker. Dette giver os det verdenskort vi kender fra i dag, hvor Indien har ført den hurtigste rejse, men heldigvis har taget nogle spændende fisk med sig. Indiens tidligere placering sammen med Madagaskar ved Afrikas Sydøstkyst, gør at de Indiske cichlider er nærmest beslægtet med cichlideslægten Paretroplus på Madagaskar. Ingen af de 2 slægter har nære slægtninge på det Afrikanske hovedland.
Slægten Etroplus består af 3 arter, hvoraf kun 2 var akvaristisk kendt indtil omkring starten af det 21'ende århundrede. De har derimod også været kendt længe, idet de er beskrevet i slutningen af 1700-tallet, og indført til Europa i 1905. Slægtsnavnet kommer af Etron som betyder bug, og hoplon som betyder bevæbning eller rustning, og hentyder til artens mange hårde pigfinnestråler i gatfinnen.
Alle tre arter af Etroplus kommer fra kystnære områder som flodmundinger. Da de lever i brakvand i naturen, skal der også, for at de holdes optimalt i akvariet, tilsættes salt til vandet.

Etroplus canarensis, Day 1878.
Den senest ankomne i akvarierne er Etroplus canarensis, som er beskrevet 100 år efter de andre. Arten lever i et ret begrænset område i det sydvestlige Indien, nærmere betegnet Syd Canara. Etroplus canarensis skiller sig tydeligt ud fra de andre Etroplus. Ser man for eksempel på de sorte tegninger på de 3 fisks sider, så har den lille Etroplus maculatus nogle prikker, mens den store Etroplus suratensis har skrå streger. Etroplus canarensis har derimod 7 til 8 lodrette sorte streger, som når fra rygfinnen og 3/4 ned på siden, men det er ikke kun tegningen der adskiller de 3 fisk, også tænder og finner er meget forskellige, som de, ud for hver art, nævnte finnedata tydeligt giver udtryk for. D.XXI-XXII, 7-8; A.XIV-XV, 6-7; Ll.30-31.
Vand: Brakvand 23-26 grader C.

Etroplus maculatus, (Bloch 1795).
Modsat den store Etroplus suratensis, foretrækker den næsten 10 cm. store Etroplus maculatus at lege i en hule. Den lægger kun 200 til 300 æg, og de færdige unger passes i grupper i sandet, som de voksne har gravet. Den lille Etroplus-art, som også kaldes Gul Cichlide, kræver ikke så meget salt som den store, og kan nemt formeres på almindeligt postevand, med en temperatur mellem 22 og 25 grader. De lever i naturen både i fersk- og brakvand. Jeg har haft 2 par med unger i samme akvarium, hvor de ikke har vist trang til at passe deres unger kollektivt, som det er set i naturen med Etroplus suratensis, derimod var de 2 par meget aggressive overfor hinanden.
D.XVII-XX, 8-10; A.XII-XV, 8-10; Ll. 33-35.
Vand: Brakvand 23-26 grader C.

Etroplus suratensis, (Bloch 1790).
Denne, op til 46 cm, store cichlide lever i flodmundingernes brakvandsområder, men kan også ses i rent ferskvand og i rent saltvand. Observationer af Diamantcichliden, som den også kaldes, i naturen har vist at de mellem 500 til 1000 æg som regel afsættes på kraftige planteblade, og at flere par kan finde sammen, for at passe deres unger i en samlet flok, en adfærd der ikke er observeret i fangenskab. Det er vigtigt at holde ungerne sammen med forældrene, selv om de voksne måske spiser de første par kuld, til de har lært at omgås de små, fordi ungerne i den første svære tid nipper sekret fra forældrefiskenes sider, i stil med den mere velkendte Diskosfisk. I akvariet skal du nok regne med at bruge en sten som legesubstrat, da Etroplus suratensis er planteæder af format. Det opdagede jeg dagen efter et plantekøb, da alt var barberet ned til roden. Jeg har siden fodret med vanligt frostfoder, men også brugt frossent spinat og ærter, som de har kastet sig over med stor glæde.
For at undgå forskellige parasitter, som fisken nemt får i ferskvand, anbefales det at tilsætte salt til vandet. Det vil gøre pasningen af Etroplus-arterne væsentlig nemmere. Temperaturen bør du holde mellem 23 og 26 grader, og du skal selvfølgelig kun holde denne store fisk i akvarier af en passende størrelse. Jeg holder, uden problemer, E. suratensis og E. maculatus sammen med Danio aequipinnatus (Gigantdanio), Heteropneustes spec., som er en meget giftig malle, og små fisk som Barbus titteya.
Det er svært at beskrive en Indisk brakvandsbiotop med de tilgængelige akvariefisk, da de mest er beregnet på prydakvarier, men selv den store E. suratensis er fredelig overfor ganske små fisk.
D.XVIII-XIX, 14-15; A.XII-XIII, 11-12; Ll.35-40.
Vand: Brakvand 23-26 grader C.



      Tekst og fotos © Tonny Brandt Andersen