Acarichthys heckelii.



Acarichthys
Eigenmann 1912.

Tekst og fotos © Tonny Brandt Andersen.

I slægten Acarichthys, som Eigenmann opstillede i 1912 findes der i dag kun 1 art, idet Acarichthys geayi nu hører til den af Kullander og Nijssen i 1989 opstillede Guianacara-slægt.
Den oprindelige beskrivelse fra 1848 af Acara heckelii (Müller & Troschel, 1848) var en meget mangelfuld beskrivelse, måske derfor blev arten beskrevet af Steindachner i 1875 som Geophagus (Mesops) thayeri, og i 1878 af Cope som Acara subocularis. Det sjove ved disse 3 beskrivelser er at Müller og Troschel nævner Guyana som levested, Steindachner har områderne langs Rio Amazonas og Cope har sine fra det Peruvianske Amazonområde. Selv om arten har et meget stort udbredelsesområde, findes der ikke store forskelle i fiskens udseende fra de forskellige fangststeder, men Kullander har i 1986 gjort opmærksom på at eksemplarer fanget ved Quisto Cocha i Peru er slanker, har færre tænder og har en lidt anderledes tegning end de Brasilianske. Det er muligt, at en revision af slægten kan medføre en opdeling i en eller flere arter.

Acarichthys heckelii, (Müller & Troschel, 1849).
Fiskens størrelse på cirka 20 cm. gør den til en almindelig spisefisk blandt lokalbefolkningen, og den smager faktisk udmærket. Jeg har selv været med til at fange og spise denne flotte fisk i et område kaldet Bom Jardim ved Rio Amazonas højre bred lige øst for byen Santarém. Her lever den sammen med Geophagus, Satanoperca, Cichla og Symphysodon aequifasciatus samt flere forskellige Tetraer som Piratfisk og forskellige Skivetetra-typer. Vandet i det område hvor jeg så A. heckelii var 31 grader varmt og med en pH på 7, KH og GH målte jeg til 0, men målinger fra andre findesteder viser helt andre vandværdier, for eksempel er den også fanget i Rio Negro med en pH-værdi på 5.
Det spændende ved denne fisk er, at den er hulelegende, og dermed afsætter sine æg i loftet eller på væggene i en hule. Det er muligt med en god fantasi at indrette et akvarium med huler i form af trærødder og/eller sten, men observationer af denne fisk i naturen, gør den endnu mere spændende og en meget god fantasi er virkelig nødvendig, hvis man vil indrette et akvarium i henhold til disse observationer.
F.P. Cichocki skriver i 1976 om, hvordan han i årene 1971 og 72 har foretaget observationer af A. heckelii i et område i Guyana, hvor der ikke er så stor forskel på vandstanden fra tør- til vådperiode.
Hans observationer går ud på, at fisken graver huller eller gange i bunden, og at en hule/rede kan have op til 3 indgange. Disse gange kan være op til 50 cm. lange og det er hunnerne der slås om af have de bedste huler. Hunnerne viser sig derpå for en forbipasserende han, som så kan vælge sig en hun, og fra det tidspunkt er det hannen, der passer det store territorium. Der vil fortsat være arbejde med forbedringen af hulen og gangene, og parret vil også blive udsat for andre hunner som gerne vil overtage hulen, og som skal jages væk. Efter legen vil det være hunnen der tager sig af hulen med æg og larver, mens hannen holder sig lige udenfor hulen, og derved passer det ydre revir.
Når du vil holde denne store fisk i akvariet, bør du holde dig til de større akvarier på minimum 250 liter meget gerne større. Og du skal være omhyggelig med vandskift, da det er en sart fisk, der som for eksempel Diskos og Geophagus kan få hulsyge. Til nogle af disse fisk anbefales ofte en varmekur, og jeg kan egentlig ikke se at der er tale om en kur, for fisken kommer fra områder, hvor temperaturer lige over de 30 grader ikke er usædvanlige, så hvorfor ikke gøre det til noget regelmæssigt, som årstidernes skiften. Det er en fredelig fisk, som godt kan lade planterne stå, og det er også muligt, at holde den sammen med andre mindre fisk.
Med hensyn til foderet, er den ikke kræsen, men jeg vil anbefale en afvekslende kost, for eksempel bestående af forskellige slags frostfoder.
A. heckelii er en svær fisk at få i leg, derfor henvises der stadig til det verdensførstegangsopdræt, hvor det i 1981 lykkedes Tyskeren Baran at opdrætte A. heckelii i et 25 cm. langt glas med en diameter på 20 cm. og en åbning på 15 cm. Æggene blev afsat inden i glasset og de klækkede på 3. dagen, mens der på 6. dagen var fritsvømmende unger. Opdrættet fandt sted i vand med en hårdhedsgrad omkring de 17 GH og med en temperatur på 26-28 grader C.
Vand: 25-30 grader C. grader C. pH 5-6,5. Hårdhed 0.

      Tekst og fotos © Tonny Brandt Andersen