Acaronia nassa.



Acaronia vultuosa lige efter fangsten.



Acaronia
Meinken 1965.

Tekst og fotos © Tonny Brandt Andersen.

Selv om, i hvert tilfælde, den ene fisk i denne slægt har været kendt i over hundrede år, så er det ikke fisk, som er særlig populære i akvariehobbyen. Det skyldes höjst sandsynlig de meget kedelige farver, som begge arter i slægten desværre er udstyret med.
Der er i dag 2 arter i den Acaronia-slægt, som Myers opstillede i 1940, dog er der beskrevet 2 andre arter under slægtsnavnet Acaronia, nemlig Acaronia trimaculata, som es for et synonym for Aequidens tetramerus og Acaropsis rondoni, som i dag også betragtes som en Aequidens.
Slægtens fisk er ikke egnede til selskabsakvarier med mindre fisk, da begge arter er rovfisk, som ligger på lur efter sit bytte, og tilsyneladende er skumringsaktive.

Acaronia nassa, (Geckel 1940).
Acara nassa er beskrevet af Heckel i 1940, og siden flyttet til slægten Acaronia. Der knytter sig flere synonymer til denne art: Acara nassa, A. cognatus, A. rostratus, A. unicolor, Acaropsis nassa, A. rostratus og Apistogramma ambloplitoides.
Denne art, som kan blive cirka 25 cm, kommer fra Rio Guaporé, Rio Madeira og store dele af Rio Amazonas området samt Guyana. Selv har jeg fundet Acaronia nassa i områder ved Rio Tapajós, hvor vandstanden var faldet væsentlig, og fisken formodentlig ville være död i löbet af cirka 14 dage, på grund af vandhullets udtörren.
I Guyana har R. Lowe og McConnel gjort lignende observationer, men de fandt fisken i vandhuller som var så dybe at de ikke ville törre helt ud. Fisken kunne således overleve, og når vandet atter kom, kunne de igen svömme ind over det oversvömmede land. Og det er på dette tidspunkt, hvor der er föde nok, at legen foregår. Det er meget sjældent man finder A. nassa i selve hovedfloden, og den kan derfor klare ret höje temperaturer, da den normalt lever i vand med temperaturer mellem 27 og 36 C.
Forskellen på hanner og hunner finder man i ryg- og halefinne, som hos hannen har forlængede finnestråler, mens hunnens finner godt kan være spidse, men ikke forlængede. Bundlaget, på artens levested, er af fint sand, med nogle mindre sten og grene eller mindre træstammer.
Acaronia er, ud fra de store öjne at dömme, en skumringsaktiv fisk, der lever nsekter og mindre fisk, som den fanger ved at skabe et undertryk, når den åbner munden.
Leg med denne art har fundet sted ved 30 C., og det anbefales at holde GH ved 12 til 15 og pH på 7,0. Det er hunnen der også hos denne art passer æggene, mens hannen tager sig af omgivelserne. Ved denne temperatur klækkede æggene på 3.-4. dagen, og larverne hænger stadig på substratet, ved hjælp af et hæfteorgan.
Vand: 25-30 grader C. pH 7. Hårdhed 12-15.


Acaronia vultuosa, S.O. Kullander 1989.
I Rio Atabapo i det östlige Colombia har jeg selv fanget denne art, som blev beskrevet af S.O. Kullander i 1989. Acaronia vultuosa bliver cirka 18 cm. og lever som A. nassa over sandbund.
Frank Warzel skriver at den står på lur mellem sögræs efter sit bytte, og at den holder af langsomtflydende eller stillestående vand, hvilket også kan ses på dens måde at svömme på. Den svömmer i korte ryg, hvorved den også kan holde öje med eventuelle byttefisk.
Jeg fangede den selv mellem de store klipper, som findes flere steder i Rio Atabapo, men det var kun ungfisk på omkring 6 cm. længde, så det kan være sådan at disse ungfisk lever i de stenede områder, i övrigt sammen med ungfisk af Mesonauta insignis, hvor de bedre kan finde beskyttelse fra de större fisk som for eksempel Crenicichla. Vandværdierne på fangststedet i Rio Atabapo, som er en sortvandsflod, var 31-34 C. pH 5 og GH 0.
De to arter ligner hinanden en del, for eksempel har de begge forholdsvis store öjne, og ringe farvepragt. Det er således også tegningerne i hovedet, der tydeligt viser hvilken art man har med at göre. Acaronia nassa har brede bånd og runde ker, med lyse kanter, mens Acaronia vultuosa har et mönster bestående af flere tyndere linier.
Vand: 25-30 grader C. pH 7. Hårdhed 4.


Acaronia longirostrum, Bardack 1961.
Denne fisk hörer til de lidt mere spöjse, at skrive om i en artikel om akvariefisk, fordi den er uddöd. Det drejer sig om en beskrivelse som Bardack, i 1961, lavede af en fossil fisk fundet i La Yesera Creek.
Fisken findes i 3 eksemplarer og der er ingen tvivl om at det er en Cichlide, men som Rainer Stawikowski og Uwe Werner skriver i deres bog, kan man gå ud fra at denne art repræsenterer en uddöet slægt.
Det var en lille sjov ting, syntes jeg, som jeg ville nævne, da jeg ikke selv för har kendt til dette, men altså en art som akvarister ikke skal regne med.


      Tekst og fotos © Tonny Brandt Andersen