Dicrossus maculatus, han.


Mit akvarium med Dicrossus maculatus.





Dicrossus filamentosus, han.




Dicrossus filamentosus, hun.







Dicrossus maculatus, han.







Dicrossus foirni.







Dicrossus foirni, hun.







Dicrossus warzeli.



Dicrossus
Steindachner, 1875.

Tekst og fotos © Tonny Brandt Andersen.

Skakbræt-cichliderne er en lille slægt af Dværgcichlider, som er meget populære akvariefisk. De vigtigste kendetegn for Dicrossus-slægten er den lille mund, den langstrakte slanke krop og selvfølgelig kroppens skakbræt-mønster, som har givet slægten populærnavnet Skakbræt-cichlider. Vi har længe kendt slægten under navnet Crenicara, men da Dicrossus allerede blev introduceret i 1875 af Fritz Steindachner, i forbindelse med beskrivelsen af D. maculatus, har S.O. Kullander i 1990 ført 2 arter tilbage i den oprindelige slægt.
Arterne i Dicrossus-slægten er polygame, hvilket betyder at en han kan have flere hunner i sit revir. I et akvarium med en trio af Dicrossus, vil hannen begynde sine tilnærmelser til den ene hun. Han "danser" med udspilede finner for denne hun, til han næsten taber pusten af ophidselse. Og man vil kunne se at han gæller meget kraftigt. Det er hunnen der vælger legesubstratet, som for denne slægts vedkommende er en sten, et planteblad eller anden form for åben plads. Her lægger den op imod 150 æg, som hannen befrugter. Når han har gjort sit arbejde, bliver han jaget væk. Og han har bare at holde sig væk, for det er udelukkende hunnen, som tager sig af plejen af æggene, larverne og senere ungerne, men det karakteristiske skakbræt-mønster må man vente hele 6 uger på at se, for så langt tid tager det ungerne at nå den størrelse, hvor denne tegning er udviklet.
Hannerne af de 3 arter, som bliver lidt større end hunnerne, kan opnå en længde på cirka 10 cm., mens hunnen kun bliver mellem 6 og 8 cm.


Dicrossus filamentosus (Ladiges, 1958).
Den af Dr. Werner Ladiges beskrevne Dicrossus filamentosus, blev i 1958 beskrevet under navnet Crenicara filamentosa. Endelsen på artsnavnet styres af slægtsnavnets køn, hvorfor dette også i dette tilfælde er blevet ændret, da navnet Dicrossus atter blev taget i brug. Dicrossus filamentosus er ofte blevet indført som bifangst til Rød Neon, som er en af de mest kendte små tetraarter, og en af de mest populære akvariefisk. Og det er der en god grund til, for disse 2 fisk findes stort set i det samme udbredelsesområde, nemlig i de øvre områder af Rio Negro i Brasilien. Jeg har holdt disse smukke fisk på 26 grader, hvor de trives fint. Hannen der som lille har samme tegning som hunnen, altså hvid bundfarve med sorte skakbrætpletter, skifter på et tidspunkt denne farvedragt ud med den meget flotte vinrøde farvetegning, samtidig med at han udvikler en flot lyrehale. Lyrehalen får hunnen ikke, men det er alligevel ofte hunnens særlige kendetegn i form af kraftigt farvede røde bugfinner, der først kan observeres, og derfor en sikkert kønsforskel, ved udvælgelse af fisk i forretningen.
Vand: 25-28 grader C. pH 5,5-6. Hårdhed 0.

Dicrossus gladicauda, Schindler & Staeck, 2008.
På en rejse i Colombia i 1993, var jeg med til at fange hvad vi troede var Dicrossus filamentosus, men det viste sig at være en ny art. Den har sit udbredelsesområde i bifloder til Rio Orinoco. Vi fangede den for eksempel i Rio Atabapo. Jeg så den selv i langsomtflydende floder og små laguner, i øvrigt sammen med Tetraer, maller af Farowella-slægten og flere arter af Apistogramma for eksempel Apistogramma iniridae. Bundlaget er af fint sand, med et grumset lag fint slam i form af bladrester og lignende. Der var på de steder hvor jeg så dem ingen planter, men skjulesteder var der nok af, idet de endnu hele nedfaldne blade, var perfekte for fisken at smutte ind under. Vandstanden var kun cirka 20 cm. og vandet havde en behagelig temperatur på 29,4 grader C, mens luften var oppe på 34,3 grader. pH blev målt til 5 og GH og KH var 0. Vandtemperaturen kan selvfølgelig svinge en del, og kommer da også op over de 30 grader C, og længere ned end de 29.
Kendetegnende for Dicrossus gladicauda, som eksporteres fra Colombia er, at hannen udvikler forlængelser af de øverste finnestråler i halefinnen. Og ikke lyrehale som Dicrossus filamentosus.
Vand: 25-28 grader C. pH 5,5-6. Hårdhed 0.

Dicrossus maculatus Steindachner, 1875.
Den i 1875 af Fritz Steindachner beskrevne D. maculatus er en meget sjælden gæst, og jeg kender kun til at den har været i Danmark da jeg selv hentede den hjem fra en Tysk opdrætter. Jeg havde den med på udstillingen i Forum i 1990, men opnåede aldrig at opdrætte denne flotte fisk. Den adskiller sig fra D. filamentosus ved at have en let afrundet spydhale i stedet for lyrehale. Hannen beholder skakbrætmønsteret, mens den udvikler flotte røde og blå mønstrede finner. Bugfinnerne hos hannen er kraftigt forlængede, mens hunnen i lighed med D. filamentosus er skakbrætmønstret, med kraftigt gule bugfinner i stedet for røde. Dicrossus maculatus har jeg fanget i området nær byen Alter do Chao syd for havneby Santarém. Den lever også i biotoper med sandbund, hvor den som D. filamentosus finder skjul under de nedfaldne blade. I det område jeg undersøgte levede den sammen med en endnu ubeskreven Apistogramma, ungfisk af Acarichthys heckelii og en lille art af Crenicichla, som kunne være C. regani, og som altid i Sydamerika, et udvalg af tetraer. Vandet her var også dejligt varmt, vel lige under 30 grader, men jeg havde ikke fået mit termometer med. Derimod fik jeg målt hårdheden som også her var 0, mens pH var på 6,0.
Vand: 25-28 grader C. pH 6,5. Hårdhed 0.

Dicrossus foirni, Römer, Hahn & Vergara, 2010.
Denne fisk kaldes i forskellig litteratur også for D. spec. "Rio Negro", D. spec. "Rotflossen", D. spec "Para", D. spec "Rio Marauia" og D. spec "Peru", og har også et stort udbredelsesområde, idet den er kommet til Europa som bifangst til Rød Neon og D. filamentosus. Man skal dog efter min mening passe på, med at afgøre fangststeder ud fra dette. Nogle enkelte eksemplarer fra en fangst kan have gået i fangststationens "akvarium", da en ny fangst er kommet ind og derved blandet med de andre. På museet i Sao Paulo findes der, eksemplarer af denne fisk, som er fanget i Rio Marauia. Og disse oplysninger fra S.O. Kullander blev af Wolfgang Windisch efterprøvet i november 1990, man kan således i DATZ nr. 12/92 læse om fangst og opdræt af denne fisk. W. Windisch skriver om hvor besværlig det var at få fisken til at lege, selv om den fik samme forhold som de to andre Dicrossus. Det var ikke før noget yderligere dekorationsmateriale blev lagt ned i legeakvariet, at de gik i leg. Det konkluderes deraf at denne Dicrossus leger på stammer eller grene, som står eller ligge tæt op af hinanden, altså nærmest en mellemting mellem fritlegende og hulelegende.
Windisch skriver også, at han ikke kunne komme helt frem til floden Rio Marauia, men at de eksemplarer, som de havde med hjem komme fra Rio Padauari, som også er en biflod til Rio Negro, men lidt længere nede af denne.
I 1981 har en Hollænder ved navn W. A. Tomey, i biotoper med samme udseende som fangststederne for de andre 2 arter, fanget denne art. Det skete i nogle områder mellem floderne Rio Mazan og Rio Nanay vest for den Peruvianske by Iquitos. Dette blev omtalt i Horst Linke og Wolfgang Staeck's bog "Amerikanische Cichliden I Kleine Buntbarsche" i et stykke om D. spec. "Peru", men i 1992 udgaven er navnet ændret, billedet identisk, men spejlvendt og udbredelsesområdet på kortet ændret, selv om der ikke er ændret noget særligt i teksten. Det skal derfor blive spændende at høre om nye fangster af denne Dicrossus i fremtiden. Denne fisk adskiller sig fra de andre 2 arter, ved at have 4 vandrette rækker af sorte skakbrætpletter på den hvide bundfarve, mod de andre arters 2 rækker. Dog har ungerne det første stykke tid, som de andre Dicrossus kun 2 rækker sorte pletter.
Vand: 25-28 grader C. pH 5-5,5. Hårdhed 0.

Dicrossus warzeli, Römer, Hahn & Vergara, 2010.
For et par år siden kom nyheden om endnu en art i Rio Tapajós. Denne art, som blev kaldt Dicrossus spec. "Rio Tapajós", havde jeg svært ved at skelne fra den allerede kendte Dicrossus spec. "Rio Negro", men den ser ud til at have en noget mere langstrakt krop med nogle tyndere sorte pletter.
Vand: 25-28 grader C. pH 6,5. Hårdhed 0.


      Tekst og fotos © Tonny Brandt Andersen